Ladestandere i byen
Når I ikke lader i jeres firmabiler på virksomhedens grund, skal dine medarbejdere se sig om efter en ladestander. Her gennemgår vi de forskellige typer, du finder i byrummet eller langs motorvejene.
Ladere
Destinationslader – eller bylader
En destinationslader er en mindre ladestander i byrummet – eksempelvis ved offentlige parkeringspladser, arbejdspladser, hoteller og seværdigheder. Du skal være opmærksom på følgende forhold ved destinationsladere:
- Du skal selv medbringe et Type 2 kabel – læs mere om ladestik her.
- De kan som regel levere op til 22 kW – hastigheden begrænses både af ladestanderens effekt og bilens batterikapacitet. Det er ikke den hurtigste type af opladning, men ofte vil du også holde ved ladestanderen en rum tid.
Destinationsladere kan bruges af alle elbiler og plug-in hybrid.
Hurtiglader
Hurtigladere er større ladestandere, som du oftest finder ved tankstationer, rastepladser og indkøbscentre. Du skal være opmærksom på følgende forhold ved hurtigladere:
- Hurtigladere har fastmonterede kabler – læs mere om ladestik her.
- Relativ hurtig opladning – typisk med en maksimal effekt på 50 kW. Hastigheden begrænses dog af både laderens maksimale effekt og af bilens batterikapacitet og ladehastighed.
I Danmark har hurtigladere ofte tre kabler monteret med stiktyperne: CCS, CHAdeMO og Type 2, og kan dermed bruges af de fleste elbiler.
Lynlader
En lynlader er den hurtigste ladestander. Det er store ladere ved tankstationer og rastepladser, hvor der ofte er flere ladere hvert sted. Du skal være opmærksom på følgende forhold ved lynladere:
- Hurtig opladning – med effekt mellem 100 – 350 kW Hastigheden begrænses dog af både laderens maksimale effekt og af bilens batterikapacitet.
Lynladere har fastmonterede kabler, som altid er CCS-stik og nogle gange CHADeMO-stik. Tesla har særlige superchargers, som er reserveret til Tesla biler.
Betaling når du er ude
Der findes flere forskellige muligheder for betaling ved offentligt tilgængelige ladestandere. Du kan enten betale via et abonnement eller en serviceaftale hos en ladeoperatør. Med den type abonnement kan du frit lade på offentligt tilgængelige ladestandere hos den ladeoperatør, hvor du har abonnement.
Du kan også betale med app, SMS eller en ladebrik hos en roaming-operatør, der har en formidler-rolle. Roaming-operatører råder ikke selv over ladestandere, men sælger strøm til elbilister via ladere fra forskellige ladeoperatører, som de har en samarbejdsaftale med.
Der findes forskellige roaming-operatører som eksempelvis Plugshare.com, Plugsurfing, Nextcharge.network, Chargemap, A Better Route planner, EON Drive (app) og Eins E-mobil (app). Priserne fra de enkelte services varierer. Vær opmærksom på, at flere roaming-operatører ikke oplyser prisen per kWh i deres apps – enkelte som Plugsurfing viser prisen per kWh.
Ladestandere i Danmark
Vi har hos elbilviden.dk samlet informationer om samtlige offentlige tilgængelige ladestandere i Danmark, og samlet det hele på ét kort. Find ladestandere her.