elbilviden.dk

This website doesn't support IE. Please, open this page in another browser.

Ladestik og -standarder

Foto: Region Hovedstaden

Når man skal se på etablering af ladeinfrastruktur til el-lastbilerne er der det væsentligt at gøre sig klart hvad der tilbydes fra lastvognsproducenternes side. Dels i forhold til stiktyper men i særdeleshed også i forhold til teknologi. Nogle producenter tilbyder både AC-ladning og DC-ladning mens andre alene tilbyder DC ladning. Det udgør ikke et større teknisk problem, men økonomisk er der nogle væsentlige forskelle og det samme gælder ladehastigheden.

Depotladning – AC eller DC ladning

Med AC-ladning, hvor laderen og inverter sidder ombord på lastbilen, vil man typisk kunne lade med op til 22 kW hvorimod man med DC-ladning som regel ligger noget højere – typisk mellem 25 og 75 kW afhængig af hvilket ladevindue der er tilgængeligt og størrelsen på batterierne.

Med AC-ladning anvendes generelt Type 2 stik og i enkelte tilfælde kan man opleve, at der anvendes CEE stik. Der er ikke nogen standard for placeringen af stikket, så det kan både være i venstre og højre side, og i visse tilfælde foran på bilen.

Med DC-ladning i depot anvendes et CCS 2 som er den standard der er vedtaget indenfor EU’s område til personbiler og lastvogne. Med CCS kan der lades med op til 350 kW, men som hovedregel i depoterne vil man se ladeudstyr der kan levere op til 75 kW og ofte med et system der tilsikrer at strømmen fordeles i forhold til det aktuelle behov på bilerne og den tilgængelige strømmængde – såkaldt load-balancing.

Kommende standard

Med CCS, som er den tilgængelige ladestandard i dag, kan man lade med en effekt op til 350 kW (400 kW i kortere peak perioder), men der er også en ny standard for lynladning undervejs kaldet MCS, eller Mega Charging Standard. MCS-standarden, der er undervejs og formentlig vil blive introduceret ultimo 2024 / primo 2025, tillader opladning med op til 3,75 MW, altså mere end ti gange så hurtigt, som med CCS-standarden. I første omgang introduceres dog 1 MW opladning, men allerede her betyder det, at eksempelvis en el-lastbil med et batteri på 1 MWh, der oplades med 1 MW, vil kunne oplades med 750 kWh på de 45 minutter der er påkrævet som pause jævnfør køre-hviletidsbestemmelserne, hvilket svarer til en distance på cirka 535 km, ved et kørselsforbrug på 1,4 kWh per km.

Der er en lang række standarder der er i spil, som skal opdateres i forhold til implementering af de tekniske løsninger i MCS, som forventes ratificeret ”inden så længe”, men datoen er endnu ikke meldt ud.

Som nævnt ovenfor forventes de centrale og nødvendige standarder at være endelig på plads i løbet af 2025. Det må forventes, at den største del af lastbilleverandørerne vil afvente frigivelse af produkter til standarderne er endelig fastlagt. Levering af produkter kan erfaringsmæssigt forventes indenfor 6 til 12 måneder efter standarderne er endelig fastlagt. Det kan dog ikke udelukkes, at enkelte producenter vælger at introducere produkter på markedet inden standarderne ligger fast og er ratificeret. Enkelte leverandører vil nok frigive produkter inden standarderne er fastlagt i håbet/forventning om, at der ikke sker ændringer inden endelig ratificering. Der arbejdes løbende på standarderne. Ønsker I at følge udviklingen kan I besøge CharIN’s hjemmeside.