30. december, 2025
Projektet havde et klart formål: at kortlægge status og samtidig udforske og definere, hvad “fair” og “robust” ladeinfrastruktur vil sige. Det blev gjort gennem to spørgeskemaundersøgelser sendt ud til kommuner på Sjælland og i Skåne. I alt deltog 32 sjællandske kommuner, og resultaterne viser store variationer. Mange kommuner efterspørger fx bedre værktøjer og fælles vejledninger til planlægningen. Samtidig er der bred vilje til at fremme lighed i adgangen til ladning, men juridiske og strukturelle barrierer gør det svært – især for borgere med funktionsnedsættelse eller handicap og borgere uden mulighed for at lade derhjemme.
En tilsvarende undersøgelse i Skåne – med 27 deltagende kommuner – tegner et lignende billede. De fleste skånske kommuner har politisk opbakning til ladeinfrastruktur, men 9 ud af 10 mangler dialog med private aktører som boligselskaber.
Udover undersøgelserne er der lanceret en digital eksempelsamling med innovative løsninger fra hele Europa. Her finder man både konkrete eksempler, guides og idéer – fra ladning i kantstenen til fleksible batteriløsninger og pop-up ladestandere. Pointen er at tænke nyt og praktisk, så ladeinfrastrukturen kan gøres tilgængelig for alle.
FAIR-E-projektet blev finansieret af Interreg ØKS og var et grænseoverskridende samarbejde mellem Gate 21 og Energikontor Syd.


